Det kan være en udfordring at få viden fra en faggruppe overdraget til en anden faggruppe. Det kan skyldes at der ikke er tid afsat til det, at begge faggrupper ikke vurderer at den overlevering er lige relevant, eller at det kun er den ene gruppe der har brug for overleveringen.

På min arbejdsplads er der brug for den overlevering. Vi har en SFO på skolen hvor eleverne går over efter skoletid. For mange lærere slutter deres ansvar for eleverne når de går hjem eller i SFO. Allerede her er det et ulige forhold, for nu skal SFO’en overtage eleverne og de eventuelle konflikter der har været i løbet af dagen. Det er kun klasselæreren der læser de beskeder, der bliver skrevet i kontaktbogen. Det betyder at SFO’en fx ikke kender til den syge mormor, den døde kat eller lillebror der har skreget hele natten, så familien ikke har sovet. Det er informationer der går tabt for de voksne der har ansvaret for børnene efter skoletid. Det er en typisk udfordring mellem skole og SFO. I den tid jeg har været lærer, har jeg ikke oplevet en god måde at løse den opgave på, men det forhindrer mig ikke i at reflektere over den løbende, bringe den op på møder og komme med nye forslag til løsninger. Der er ikke to arbejdspladser der er ens, og derfor er der ikke en endegyldig løsning på netop denne udfordring.

På min arbejdsplads har vi et fast teammøde hver fredag for lærere og pædagoger hvor vi har mulighed for at tale om de elever, der har større udfordringer som alle voksne omkring barnet skal kende til. Det er både lærere og pædagoger der her beskriver barnet, da vi ser det i forskellige situationer og med forskellige baggrunde. Det løser dog ikke vores problem i hverdagen, men det er en start. Det er ikke alle problemer man kan løse med det samme. Det er også ok, for sammen finder vi en vej. Sammen reflekterer vi over løsningsmetoder, sammen tør vi at fejle, og sammen er vi stærkere.

Den udfordring kan overføres til andre faggrupper. Der kan være et problem som skal løses, men det er kun den ene gruppe der ved hvor materialerne er til at løse opgaven, mens det er den anden gruppe der skal løse opgaven. Da de to faggrupper ikke har tid til at snakke sammen, går der en masse spildtid med at lede efter materialet. For hvis opgaven ikke er løst, kan man ikke arbejde videre med den dagen efter. Derfor er dialog og tid til samarbejde det vigtigste, men samtidig også ofte den største udfordring.